Hjerte-Lungeorm hos hund

Begrebet ”Hjertelungeorm” er egentlig misvisende, idet der er tale om 2 forskellige parasitter, nemlig Crenosoma Vulpis (Rævens Lungeorm) og Aerostrongylus Vulgaris (Fransk Hjerteorm. Livscyklus hos disse minder meget dog rigtig meget om hinanden, og det samme gælder de inficerede hundes symptomer. Dette gør, at man i daglig tale omtaler parasitterne da under den fælles betegnelse.

Det hører langt fra til sjældenhederne, at vi på klinikken diagnosticerer infektioner med disse parasitter. Det første tilfælde med hjerteorm herhjemme blev diagnosticeret i 1983, og siden da er antallet af steget voldsomt. Problemet er størst i hovedstadsområdet, men Nordsjælland og Odsherred er efterhånden også meget ramt, ligesom man også finder parasitterne forskellige steder i Jylland. Faktisk er tester hver 3. danske dyreklinik deres patienter positive for HjerteLungeorm.

De primære værtsdyr for Hjertelungeorm er ræve og hunde, men når en larve udskilles med hundens afføring, er den ikke i et stadie, der kan smitte andre hunde. I stedet skal den optages af en snegl, hvor den gennemgår de 2 næste larvestadier. De ”modnede” larver inde i sneglen er til gengæld i stand til at inficere hunde, og dette sker, hvis hunde spiser sneglen. Det er naturligvis de færreste hunde, som decideret stræber efter at spise snegle, men da disse tit sidder på græs, nedfalden frugt og andet ”godt”, ender mange snegle alligevel i hundenes maver. Fra maven trænger larverne over i blodbanen, hvorefter de føres til deres destinationssteder. Hjerteormen bor i hundens hjerte og i blodkarrene, der fører ud til lungerne, mens Lungeormen bor i selve lungevævet. Begge ormetyper lægger herefter æg, der klækkes til larver, som via lungerne hostes op og synkes for til slut at udskilles med afføringen.

En vigtig forskel på Hjertelungeorm i forhold til hundens indvoldsorm er, at de larver, der udskilles med afføringen, er for små til at se med det blotte øje. Når ormene ikke kan ses i afføringen, og hvis hunden måske som følge af en infektion med kun et lille antal orm kun viser milde eller måske ingen symptomer, kan ormene i nogle tilfælde få lov at leve ubemærket i hunden i op til flere år. Naturligvis øger dette risikoen for, at der opstår seriøse og kroniske skader i hunden, så også den lave infektionsstatus skal tages meget alvorligt. For at diagnosticere infektionen er dyrlægen nødt til at vurdere afføringsprøver fra patienten under mikroskop – og da larverne ikke udskilles kontinuerligt, skal dyrlægen helst af afføring fra flere dage med i sin undersøgelse

Symptomerne på Hjertelungeorm kan være meget varierende. Ofte ses hoste og motionsintolerance, men også mave/tarmsystemet kan være involveret og give symptomer som opkast og diarre. I de helt milde tilfælde kan hunden blot virke nedstemt, mens der i de alvorlige tilfælde kan ses neurologiske symptomer eller opstå blødningsforstyrrelser. Disse kan resultere i en livstruende blodmangel, hvor blodtransfusion bliver påkrævet.

Det kan være svært at forebygge infektion med Hjertelungeorm. Som ansvarlig hundeejer bør man naturligvis altid samle sin hunds afføring op, hvorved smitterisikoen blandt hundene mindskes. Men det er en næsten umulig opgave at sikre sig, at ens hund ikke får spist en snegl. Særligt unge hunde kan have tendens til at spise andet end deres egen mad – og statistikken viser da også, at de oftere inficeres. Hvad man derimod KAN gøre er at få undersøgt sin hunds afføring jævnligt, eksempelvist 1-2 gange om året. Herved sikrer man sig, at en eventuel mild infektion kan opdages og behandles i tide. Naturligvis skal man også kontakte sin dyrlæge, hvis man ud fra symptomerne mistænker, at ens hund kan være smittet med Hjertelungeorm.